29 24 00 39 eva@evagall.dk

Slip af med din eksamensangst!

Det gøres bedst ved hjælp af kognitiv adfærdsterapi. 

Tag det helst i opløbet, det bliver ofte værre med tiden, hvis der ikke bliver gjort noget ved det.
Sådan er det med næsten al slags angst. Eksamensangst er en fobi. Nogle mennesker er bange for edderkopper eller højder, og andre er bange for at gå til eksamen eller holde tale. Sådan er vi så forskellige. Man regner med at ca. 15% af befolkningen lider af en eller flere slags angst, og fobier er heldigvis den hyppigste. Når jeg skriver heldigvis, så er det fordi, det er den, der er nemmest at slippe af med.

Eksamensangst gør somme tider at man ikke får så gode karakterer, som man ellers ville have kunnet få. Nogle mennesker undlader helt at få den uddannelse de ellers havde lyst og evner til, bare fordi angsten får dem til helt at undlade at prøve. Og det er virkelig et ulykkeligt spild – også samfundsøkonomisk.

Eksamensangst kan have forskellige årsager:

  • Som regel er det noget man har lært. Fx en dårlig oplevelse i folkeskolen.
  • Det kan skyldes forventningspres. Fx fra ens mor, fra én selv. Eller at det er sidste forsøg.
  • Der kan være en bagved liggende årsag. Fx stress, socialfobi, panikangst, depression eller en mere alvorlig psykisk lidelse. (I disse tilfælde kan det være noget vanskeligere at behandle!)

Og hvad kan man så gøre ved det?

Her kommer først lidt generelt om kognitiv adfærdsterapi:

Som du ser, og sikkert genkender fra dig selv, så går teorien ud på at man kommer til at forstærke sine negative tanker og forventninger, som så kan gå hen og blive en selvopfyldende ond cirkel.

Prøv engang at spørge dig selv: Kommer dine tanker eller følelserne først?

Det er et rigtigt drillespørgsmål, for det kan ikke besvares. Tanker og følelser (kognition og emotion) følges ad som togskinner. Man er glad og tænker glade tanker, eller man er ked af det og tænker triste tanker.

Og vores krop sender signaler til os, som passer til. Er man forårsglad, måske ligefrem forelsket, er hjertet og kroppen let. Er man deprimeret har man næppe kræfter til at løfte hovedet fra puden. Er man angst får man hjertebanken, sveder, ryster osv.

Og så er der vores adfærd:

Den kan være mere eller mindre hensigtsmæssig, men vil jo være logisk og sammenhængende med vores tanker og følelser.

Kroppens reaktioner, vores følelser, tanker og adfærd hænger altså hele tiden sammen.  Den gode nyhed er så, at den onde cirkel, der giver dig angst, kan brydes næsten hele vejen rundt.

Du kan tage en pille så du ikke mærker kroppens signaler. Du kan ændre din måde at tænke om dig selv, og du kan bevidst ændre din adfærd. Det er ikke altid let, men det kan gøres. Derimod er det meget vanskeligt at ændre på sine emotioner med viljens kraft. Hvis det var let, så havde du selv gjort det for længe siden.

Nogle gode råd:

Det er næsten altid en god idé at sige det højt. Jeg er selv både underviser og censor, så jeg ved at vi altid vil prøve at hjælpe dig. Vores job er at finde ud af hvor meget du kan. Ikke at få ”ram på dig”. Bare det at få lov til at være bange hjælper rigtig tit i sig selv.

Tag sodavand, slik, kaffe med. Især til lange eksamener. Tag tøj på du føler dig godt tilpas i. Men ikke noget udfordrende. Lærerne falder ikke for det gamle trick. Har du en ting, som du føler bringer held, (selv om du for længst er vokset fra bamsen), så tag den bare med. Hvis du føler dig beroliget af din blanke sten i lommen, så skader det jo ikke nogen.

Hav gode studierutiner – hele tiden. Ikke kun op til eksamen. Vær godt forberedt og lav dig selv gode noter. De færdigkøbte virker ikke nær så godt. Læs ikke for længe, det er alligevel ikke effektivt. Hold pauser. Foretag dig noget afslappende (altså ikke faglig læsning) den sidste time inden du går i seng.

Det er normalt at man ikke har meget appetit og sover dårligt op til en eksamen. Sørg derfor for at spise og drikke godt i tiden op til eksamen. Motioner, men moderat, – det er ikke tiden til at sætte nye rekorder. Sørg for at få godt med søvn i dagene inden. Så betyder det nemlig ikke så meget om du ikke sover så meget den sidste nat.

Er disse råd ikke nok så søg professionel vejledning/terapi.

Det kan du fx gøre hos mig.

Priser

Normalprisen for en time er kr. 900, men for studerende er prisen kr. 700.

Hvis du medtager en kammerat med samme problemstilling, får I en time for 800, hvis I er tre, så koster en time 900. Er I fire, er det 1.000. Er I flere, kan I ikke være hos mig, men jeg kommer gerne ud til større grupper/klasser hos jer. Så aftaler vi prisen særskilt inden.

I bestemmer selv, hvor mange timer I vil have, men 3 – 5 vil oftest være passende.

PS: Tilbuddet gælder også alle andre slags fobier, dog ikke socialfobi, det tager noget længere tid.

Share This