29 24 00 39 eva@evagall.dk

Fobier

Har du en fobi?

Fobier er angst der ytrer sig i helt bestemte afgrænsede situationer, fx angst for edderkopper, for små lukkede rum, for højder, for at køre i bus, for at holde tale, for at komme til at rødme, gøre noget pinligt – for nu blot at nævne de mest almindelige.

Masser af mennesker har fobier, som de ikke får behandlet. Det er som regel heller ikke nødvendigt. Hvis du fx bor på 4. sal i byen, og bor sammen med nogen, der kan fjerne en edderkop for dig, når sådan én en sjælden gang forvilder sig ind til dig, så betyder det jo ikke noget. Hvis du derimod næsten ikke kan komme ud af døren, fordi du er angst for at køre med bus eller tog og ikke har råd til bil, ja, så har du brug for behandling.

Den bedste behandling er for tiden er kognitiv adfærdsterapi.

Du vil først få en grundig undervisning i fobier, og hvorledes man arbejder med dem. Derefter vil vi udarbejde en plan for behandlingen. Hvis du har flere slags angst og måske flere fobier, vil vi planlægge at få has på den nemmeste først.

Du skal øve dig i at nærme dig det du frygter. Jeg ved godt, at for en fobiker, lyder dette helt forfærdeligt. Du sidder måske allerede nu og mærker uroen og ubehaget brede sig, blot ved tanken. Men bare rolig, – din terapeut er med dig. Jeg vil følge med dig i elevatoren eller i bussen eller hvad det nu er. Vi starter ganske blidt og du bestemmer selv takten. Efter en tid, når du har lært hvordan du kan håndtere situationerne, får du små hjemmeopgaver, så små, at du realistisk kan klare dem, men så store, at du føler, at du bliver udfordret.

Hele vejen igennem arbejder vi i tæt samarbejde. Sammen udforsker og undersøger vi dine tanker, følelser, adfærd og din krops reaktioner på angsten. Efter 2 – 6 timer har du det mærkbart bedre og kan klare resten selv – forudsat at du ikke har andre lidelser samtidig.

Share This